Ro for sjæl og sind og samtidig lave ejerudgifter. Direkte til storslået naturområde og ca. 5 min. gang til fællesarealer ud mod Arresø.
Et dejligt Kalmar fritidshus fra 1996 på 93 m2 + 20 m2 overdækket terrasse.
Fritidshuset er beliggende i udkanten af Hillerød Kommune få hundrede meter fra Danmarks største sø, Arresø. Det er et eftertragtet sommerhusområde ved Arresø, hvor over halvdelen af sommerhusene er beboet året rundt.
Sommerhuset indeholder: Entré, lyst køkken i åben forbindelse til dejlig stue med loft til kip og udgang til overdækket terrasse. I stuen er der en pilleovn, som huset opvarmes med. I stuen er der både plads til spisearrangement og sofagruppe. Der er 3 værelser i huset og et badeværelse med vaskesøjle og sauna (som ikke længere anvendes).
Endvidere forefindes carport på 32 m2 som i dag er ombygget til en lukket garage. Pavillon på 12 m2 som er indrettet med ildsted i midten og bænke rundt om. Det vil børn og børnebørn synes er hyggeligt. Om aftenerne når mørket falder på, er der en fantastisk stjernehimmel.
Et fantastisk sted som vil tiltale dem der elsker naturen.
For at opnå tilladelse til at bo i sommerhuset hele året, skal du være pensionist og have ejet sommerhuset i 1 år.